ET GREB NED I BUNKEN AF ANMELDELSE-KLIP:

Fire joviale herrer med glimt i øjet møder os i øjenhøjde og underholder både med revygenrens faste bestanddele, men også med regulær standup.

Forestillingen er i høj grad er båret af den stærke karisma, der hersker hos de fire herrer Michael Schøt, Flemming Jensen, Omar Marzouk og Sebastian Dorset. Fire komikere, som ellers alle er vant til at færdes på de større scener. Det er visse steder helt sort, og det er dejligt.

 

Skarpe pointer er der masser af. Budskaberne er klare, og det er befriende, at den revselse som hører sig til i den politiske revy, ikke kun udstiller navngivne enkeltpersoner, men i højere grad udstiller absurditeter på et større, strukturelt niveau.

 

Der er fin, klassisk revyvisekunst midt i et virvar af sproglige finurligheder, rundet af tidens politiske klima og dårskaber, og ind i mellem så aktuelt, at samme aftens fodboldlandskamp er med.

 

Overordnet set er charme nok et nøgleord i denne forestilling.

 

Flemming Jensen lader frydeligt ordene og dialekterne flyde. Hans sproglige ekvilibrisme imponerer igen og igen, når han får det rene volapyk til at give mening i både hele, halve og kvarte sætninger.

 

Den pjattede revyhumor forenes på smukkeste vis med den fineste politiske satire, når Sebastian Dorset parodierer kulturminister Joy Mogensen ved at tale som Mogens Jensen, der taler om lejrbålet som den ultimative danske kultur.

 

Showet byder på masser af ekvilibristisk ordleg for voksne. De har, det må man medgive, alle ordet i deres magt.

 

Michael Schøt går linen ud, når han fortæller om at være coronaindespærret i fem måneder med to døtre på otte og 12 år, og om groteske forældremøder på skolen. Frygteligt sjovt!

 

Der er sproglige finesser, sjove ordspil, elegante situations-twist og gode jokes. Det er stadig fire solister, der lever på deres individuelle færdigheder, men samspillet og samklangen i forestillingen synes at blive bedre fra år til år. Og de har skabt sig et stort og trofast publikum, som heller ikke i år vil gå skuffede fra borde – hvis de altså kan opdrive en billet på den sorte børs.

 

De fire på scenen slipper af sted med næsten hvad som helst. Omar Mazouk f.eks. med en detaljeret monolog om at have fået fjernet sin forhud som lille dreng – til stor og begejstret undren for klassekammerater i skolebad efter gymnastiktimerne. 

 

De siger de forfærdeligste ting, gennemtænkt nonsens, stinkende dybsindigheder, angriber hvad og hvem som helst og synger en lille sang ind imellem. Vi er overordentlig underholdt, lader os gerne fornærme og ser endnu mere gerne andre blive det.

 

                                 ”Se den lille kattekilling

                                 Nej, hvor er den sød.

                                 Men vaccinen sku’ jo testes

                                 Så nu er den død.”