HVORDAN GIK DET SÅ MED DEN FØRSTE STAND-UP REVY?

Flemming Jensen evaluerer første år.

Det lykkedes sgu!
Blandingen af revy og stand-up fungerede faktisk! Og kom ikke til at ligne noget som helst andet. 
Det for mig interessante er:
 Traditionelt set var forestillingen på sin vis rigtig-rigtig dårlig.
 Det er måske lidt groft sagt – men så forfærdelig da.
Hvad sang og dans angår, er vi nede på niveau med mine mange år sammen med Søren Østergaard – og det var slemt! (Vi ta’r stadig lidt ud og danser for folk – bare for at irritere dem.)
I Stand-up Revyen var dyder som replikfasthed og præcision i nogen grad afløst af spontanitet, nærvær og opfindsomhed. Folk af min generation med faste meninger om stand-up genren havde glæde af at se mine tre uklædeligt yngre, opretstående kolleger. Og deres generation havde glæde af at se dem udfordret af revyens udtryk.
Hvis man er mere fokuseret på form end på indhold, fik man bestemt ikke nogen god aften.
Vi hævede lix-tallet, udbredte referencerammen og gik ud fra, at vi talte til folk, der læser aviser.
Og det viste sig heldigvis aften efter aften, at publikum satte pris på ikke at blive nedvurderet.
Forestillingen kan selv med den bedste vilje ikke kaldes velsmurt – men det interessante er, at lige nøjagtigt det viste sig at være dens styrke.
 Kombineret med, at vi havde noget på hjerte.
 I mine mange, dejlige år i dansk revy har jeg ALDRIG oplevet, at publikum i dén grad hørte efter teksterne. Vi mente jo rent faktisk, hvad vi sagde – og det kom åbenbart til at stå klarere, når det ikke blev dænget til med udvendig dygtighed.
Jeg har tit i revyerne stået måbende og uforstående over for, at publikum og anmeldere simpelthen ikke opdagede meningen med et nummer – ikke havde opfattet ordene, og da slet ikke hele 
sætninger – somme tider fordi de havde fokuseret på at klappe i takt. Eller har nydt den smukke flerstemmighed, de sjove/ flotte kostumer og de indviklede dansearrangementer.
 Her var der ikke noget at klappe i takt til – og så lyttede man!
Så jeg stortrivedes – og mindedes min tid sammen med Jesper Klein.
 Vi har fået rigtig mange reaktioner fra folk, der glæder sig over, at der var substans i teksterne, og at satiren flød frit og umisforståeligt.
PRESSEN har ikke været med os.
Den har heller ikke været mod os.
Den har kort sagt ikke været der.

Det er ikke mindst derfor, jeg skriver denne lille evaluering. Fordi så mange gode mennesker bli’r ved med at spørge: “Hvordan er det gået? Vi synes ikke rigtigt, vi har set noget i aviserne.”
Det skyldes, at aviserne stort set har ignoreret vort forsøg på at lave en nyskabelse.
 Vi er vældigt venlige mennesker, så vi når ikke engang frem til at tænke på, hvilket navneord man kan bruge om folk, der ignorerer.
Pressen er jo, som den er – og nysgerrighed inden for eget fagområde er ikke kulturredaktionernes spidskompetence:
Der råbes hele tiden op om, at man gerne vil se noget nyt.
Men altså kun, hvis det er noget, man har set før.
Der klages over, at der ikke er nok politisk satire i revyerne – og når der så kommer et nyt tiltag, der fokuserer lige nøjagtigt på dét, så gider man ikke engang dukke op for at se det. For så kan man jo ikke skrive artikler om, at det ikke findes.

Ånden flyver ofte lavt her i landet – men på kulturredaktionerne forstår de at dukke sig.
Ret skal være ret – Berlingeren har nu været der. Det skal de ha’ ros for! Selv om det siger en del om de øvrige aviser, at en journalist får ros for bare at passe sit arbejde.
Den i øvrigt venlige kvinde mente sjovt nok, at vi sammenlignet med revyerne manglede mod… ?

MOD??? – Meget mangler vi, men fandeme ikke mod!!! Uanset, hvad man mener om det, så har dette været et dumdristigt vovestykke.
Hun mente sandsynligvis, at vi ikke havde mod til at lade være med at angribe landets magthavere. Og befolkningsflertallet….. Det er vist det, hun ville kalde mod.
Og at vi ikke afbalanceret delte sol og vind lige, men simpelthen ærligt sagde, hvad vi mente. Hun savnede simpelthen lidt Pernille Skipper-bashing.
Hendes indlæg gav mig nu ikke lyst til at forsøge at blive modig.
 Og nogen bør en dag fortælle hende, at alsidighedsprincippet gælder for DR – men fandeme ikke for revyerne!
Men som sagt var hun altså bestemt venlig – og dét har jo nok krævet mod inde på Berlingeren.
Kort sagt: Folk købte billetter – vi spillede – og havde det sjovt. Rigtigt sjovt! 
 Vi glæder os til næste sæson!!!

Flemming